Andersen & Martini er et hæderkronet navn på det sjællandske automarked. Siden midten af 1930’erne har virksomheden, der blev startet af Percy Martini og Harald Andersen, markedsført, solgt og serviceret nye og brugte køretøjer. I dag står Andersen & Martini for importen af Cadillac, ligesom man fra syv afdelinger i Københavnsområdet forhandler og servicerer mærker som Opel, SAAB, KIA, FIAT, Corvette og Cadillac. Omsætningen ligger på knap 800 millioner. De 260 medarbejdere sørger dagligt for, at kundetilfredsheden er helt i top.

Martin Ørbæk Nielsen, økonomichef i Andersen & Martini, kunne maksimalt presse et summarisk kvartalsregnskab igennem til de budgetansvarlige, hvis han skulle fortsætte de manuelle rapporteringsprocesser, som selskabet benyttede, da han tiltrådte. Med implementeringen af Toolpack kan økonomichefen nu hver måned servicere de enkelte budgetansvarlige med detaljerede og overskuelige økonomirapporter. Samtidig får han mere tid til forretningen.

Bedre styring påkrævet
På samme måde som mange nye biler i dag udstyres med GPS-systemer, var der hos Andersen & Martinis budgetansvarlige også brug for et system, der kom med hyppigere og mere detaljeret information om, hvordan forretningen udviklede sig i forhold til budgetterne. Andersen & Martini har rigtig mange produktlinier, hvilket betyder, at der ofte er behov for at måle på den enkelte produktlinie, så man hurtigt kan gribe ind, hvis virkeligheden skulle afvige fra planen.

Virksomheden benytter et ERP-systemet, som er specielt rettet mod automobilbranchen. Et solidt værktøj til at styre de daglige transaktioner. Men det er, som så mange andre ERP-systemer, knap så stærkt til budgettering og ledelsesrapportering.

Fra kvartalsrapportering til månedsrapportering
Løsningen på rapporteringsopgaven blev Toolpack. ”Beslutningen om at anskaffe Toolpack tog ikke lang tid,” siger økonomichef Martin Ørbæk Nielsen og fortsætter: ”Produktet havde de faciliteter vi efterspurgte, og konsulenterne fra Toolpack fremstod professionelle og kompetente. De var parate til at foretage en 100 procent integration af Toolpack med vores ERP-system. Det sidste var en afgørende betingelse, fordi vi ikke ønskede at foretage manuelle overførsler af data med alle de fejlmuligheder og det tidsforbrug dette medfører.”

På mindre tid end det førhen tog at udarbejde den summariske kvartalsrapportering, kan Martin Ørbæk Nielsen nu, ved hjælp af Toolpack, servicere alle budgetansvarlige med detaljerede månedlige økonomirapporter. Budgetter og realiserede tal bliver samlet i Toolpack, og den enkelte budgetansvarlige kan selv trække rapporterne direkte i Excel.

Vi kender jo alle Excel
De budgetansvarlige hos Andersen & Martini er begejstrede for, at Toolpack er baseret på Excel. ”Vi kender jo alle Excel i forvejen, så vi skulle kun bruge tid på at lære de nye Toolpack funktioner at kende,” siger Martin Ørbæk Nielsen. ”Jeg var i starten lidt bekymret for, om Excel kunne klare de store datamængder, men det har vist sig ikke at være et problem,” fortsætter økonomichefen. ”Ved at anvende Excel, drager vi jo også fordel af alle de nye funktioner som Microsoft udvikler. Desuden har alle nye medarbejdere vi ansætter i salg og administration, i forvejen kendskab til Excel. Det er den helt store fordel ved Toolpack.”

En løsning for økonomichefer
Martin Ørbæk Nielsen kan godt mærke, at folkene bag Toolpack har en økonomisk baggrund. ”Toolpack er designet og udviklet af økonomichefer for økonomichefer – det mærker man tydeligt,” siger Martin Ørbæk Nielsen og slutter: ”Hele måden hvorpå man arbejder med produktet, passer nøjagtigt til den måde, en økonomichef tænker på.”